Jeg vil gerne undskylde på forhånd, men jeg flasher lige endnu en herlighed fra Naturbruget Vasen; det yndigste lilla spidskål. Er det ikke bare det pæneste pæne? (:
Ja, jeg har godt nok haft klippekort til Vasen her i sommer, men alting er bare lidt lækre, når det kommer frisk fra marken og kvaliteten er i top. At man så kan finde skøn-herlighederne i regnbuens farver; lilla, gule, hvide gulerødder - lilla, grøn, hvis, gult blomkål, store grønne og lila glaskål og så videre, og så videre - ja, det er bare en kæmpe bonus.
Min seneste last er de smukke ribs i røde, hvide og pink. De er lige til en perlekæde (; Men mere om dem i næste uge, for de fortjener et helt indlæg for dem selv!
Salaten her er nem. Okay, det er den faktisk ikke, for det sværeste er at skaffe råvarerne på det danske marked. Men tag på tur i det danske land og baghaver, så er der guld i jorden. Saften jeg brugte til salaten er den hjemmelavede blandet rød saft fra forleden. Har du ikke sådan en på lager, så køb en almindelig god saft med masser af smag - helst meget koncentreret.
Og så er det egentlig bare at blande samme og servere til grill eller små nyrøgede makreller. Eller frokost. Eller bare for syns skyld - den er jo pæn (;
[yellowbox]BONUS: Kom opskriften på din madplan - hent gratis den ultimative madplan, som frisker ethvert køleskab op [/yellowbox]
I dag ved jeg endnu ikke hvad menuen står på, for jeg er hevet ind som arbejdskraft til et bryllup. Og med en brudgom + det halve selskab, som taler tysk, så skal jeg lige have støvet mine spæde sprogkundskaber af inden for et par timer! Men mon ikke mad, drikke, smil og kærlighed klarer det meste på sådan en dag, jeg satser på det (; Jeg er ihvertfald klar på rester, slatter og glade mennesker ....som får en meget varm dag i deres lange gevandter!
Ingredienser
- 1 lilla spidskål
- 8-10 radiser
- 1 lille rødløg
- 2 dl friske ribs, røde, pink, hvide
- ½ dl blandet rød saft
- ½ dl rødvinseddike eller hvid balsamico
- Salt/peber
- Evt. 1 bundt persille
Sådan gør du
- Snit spidskål og rødløg i fine strimler.
- Skær radiserne i tynde skiver.
- Bland saft, eddike, salt og peber sammen - smag til.
- Hak persillen fint.
- Bland alle ingredienserne sammen og vend ribsene i salaten.
- Server straks.
Elsebeth
Det ser fint ud, og bare det så også smager godt. Det synes jeg nemlig ikke, de grønne blomkål gør.