Bedre sent end aldrig. Som man siger. Det er efterhånden et halvt års tid siden jeg fik nyt køkken. Koldt og klinisk, tangerende til det laboratoriske. Jeg har flere gange luftet projektet her på bloggen, smidt mine kvaler ud og trukket Jer gennem sølet sammen med mig. For det blev en strid omgang og jeg har meget lidt pænt at tilføje.
Men køkkenet. Det er her i en lind billedstrøm gennem indlægget.
Drømmekøkken? Nej, vi var under striks budget fra boligforeningens side. Og en væltet væg, for en smule mere luft, den gik heller ikke. Så det kræver vist et huskøb, at kunne få alt hvad man ønsker sig ;)
Nuvel, det brune køkken (inklusiv mistænkelig lugt) og blomstret bordplade kom jeg da heldigvis af med og fik splinternyt - ubrugt - køkken i lejebolig. Okay, et nyt gulv og hårde hvidevarer i stål havde været lækkert oveni, nu vi var igang :) Men jeg klager ikke.
Kun over køkkenfirmaer og håndværkere.
Vi var allerførst ude i en Ikea-version, hvor vi kunne få langt mere for pengene. Desværre er der en uendelig liste af krav fra boligforeningens side, når et nyt køkken skal vælges. Og valgte vi et Ikea, så kom vi til at hænge på ansvaret. Set i bakspejlet, så skulle vi have nuppet den løsning.
På roadtrip rundt til diverse køkkenfirmaer, drikke kedelig kaffe og snakke med over-energiske sælgere. Det var... Ja, på ingen måde opløftende.
Well, vi endte med at vælge Invita. Og til dig, som overvejer det. Overvej det igen!
Der blev forhandlet lidt om køkkenet, da de meget gerne ville ind og lege med boligforeningen, som står for at skulle skifte en del køkkener ud. Det gav mig en stål bordplade, som var en deal-breaker for mig, samt en god dyb vask oveni.
Vi blev lovet, at det tog en uges tid at skifte vores køkken. Fra at de hev det gamle ned og til det nye stod fiks og færdig.
Det tog 6 uger! Inklusiv manglende kommunikation.
Der var mål, som var taget forkert, håndværkere som var klamphuggere (aldrig har jeg set håndværk blevet lavet så sjusket), materialer i restordre, ting som ikke blev lavet som lovet og egentlig bare helt ualmindelig mange fejl gennem processen. Det krævede så mange frustrationer, telefonopkald og energi.
Her 6 måneder efter?
Overordnet står køkkenet der og jeg er glad for det. Havde det været mit "eget" køkken, så havde det været en anden sag. Flere af materialerne er simpelthen ikke gode nok og begynder allerede at blive slidte. Finish er bare ikke i orden og skulle jeg leve 10 år med det, så havde Invita skulle lave det om.
Det har jeg lært?
Egentlig er jeg ret glad for, at have været igennem et køkken-køb og fået erfaringene. Når det engang bliver et huskøb, så er vi slet ikke i tvivl om at vi snupper et Ikea-køkken til elementerne og selv indkøber de andre ting lidt lækre. Selv sætter køkkenet op. Selv hyrer fagmænd. Selv leder projektet.
Jeg har intet til overs for køkkenfirmaer, service og kontrakter efter den her oplevelse og er kun blevet endnu mere kynisk, end jeg var i forvejen, overfor danske firmaer. Desværre.
Har I fået nyt køkken gennem køkkenfirma eller selv sat det op? Hvad er Jeres oplevelse og erfaringer?
Ann
Hej
Det bliver også ikea herfra næste gang tænker jeg.
I 10 uger vi nu kæmpet forgæves mod Trige køkkener som hele tiden giver os skylden for deres manglende interne kommunikation.
Vi havde selv halvdellen af bordpladen i 4cm tykkelsen og den anden halvdel kom i 24 mm, så er det lys i toppen af skabene der ikke lavet hul til, risede skabe, de kom færdig samlet men uden beskyttelse under transporten - selvfølgelig får vi skylden for alle riser.
Toppen over skabene i en mat grå til at hvidt køkken flot ikke, manglende eller dårlig rådgivning under designfasen gav verdens største øjenbæ overskabe og underskabe flugtede på ingen måder.Fik dog rette det med et nyt hjørne skab uden beregning. højskab de i nu 7 uger ikke har kunne levere hylder til som passer, Ændringer når de kommer med en erstatnings vare passer den ikke sammen med det eksisterende. Konstante trusler om inkasso. verbale overfusninger. høre med .
Martin Kristensen
Tak for en god blog. Det stemmer fuldstændig overens med mine erfaringer, og jeg har da alligevel haft 4 villaer, hvoraf de 2 var nybygninger. Det er til hver en tid bedst selv at lede projektet, hvad enten det er hus eller køkken. Jeg ville heller ikke få et firma til at sætte køkken op, eller købe et typehus. Du køber simpelthen katten i sækken, og regningerne finder altid vej til dig.
Jeanette
Kære louisogbearnaisen😊 hold nu op,jeg har helt glemt at se hvornår dit indlæg er fra,men det greb mig lige om hjertet...Jeg siger tak for at du deler,at jeg kan desværre kun i alt for høj grad kan relaterer til dine frustrationer😡
Jeg bor i Kerteminde,boligforeningen Grønløkken og er netop nu ved at få opsat nyt køkken...
Jesus Christ.... manglende information,manglende kommunikation,sjusk og makværk. Håndværkere som møder om eftermiddagen,mange dage hvor der overhovedet slet ikke kommer nogen håndværker...
Jeg er klar over,at jeg nu er udråbt til kværulant og brokkerøv,men jeg er hamrende ligeglad og jeg er træt. Som jeg har skrevet til dem,fortryder jeg min beslutning... og som jeg også,har sagt til dem som står for projektet,tror jeg simpelthen ikke på,at private,altså husejere får samme respektløse og lige glade behandling..,men de er simpelthen stoppet med at svarer mig. Tror at de er mega trætte af mig.
Loui
Ja, det er en hård omgang at komme igennem og så frustrerende😖...håber det ordner sig altsammen!
Laurits
Vi sidder i et ikea køkken i det hus vil er flyttet ind i og der er jo fordele og ulemper.
Et af højskabene begyndte selv at trille op (åbne) når ca 50% af pladsen var brugt. Da vi så spurgte i IKEA om de havde nogle lignende rulle beslag fik vi svar med vi bare skulle købe nyt køkken i stedet. De har ikke den type beslag mere og tvinger os med nogle år gammelt køkken til ikke at lappe dele når de går i stykker i håb om at vi så bare køber nyt i stedet.
Vi skal nok have lågerne lakeret snart for at friske det lidt op. Der får vi dem sprøjte malet af en professionel så det spiller og så lever vi nok videre et par år med lidt opdateret ikea køkken.
Ditte
Vi satte et nyt Ikea køkken op i vores hus for ca 2 år siden. Processen var rigtig fin - vi fik god hjælp af medarbejderne i Ikeas køkkenafdeling til at tegne og sikre at vi fik alle de rigtige dimser med og næsten alt var med i første omgang (tror vi var derude en enkelt ekstra gang for at hente små dimser som manglede). Vi fik en lokal tømrer til at sætte det op og det gik rigtig fint og kostede det samme som hvis en af Ikeas håndværkere havde sat det op. Vi samlede det selv hvilket tog et par dage og det tog tømreren en dag eller to at sætte det op. Prismæssigt kostede det under det halve (omkring 20.000 kr for alle elementerne plus emhætte) af lignende løsninger hos Kvik, Designa, Invita osv.
MEN - nu, 2 år efter, er lågerne på det overskab som skjuler vore emhætte begyndt at skalle af. Vi har kørt en reklamationssag, men Ikea har afvist den med henvisning til at det er varmeskader?! Jeg tænker umiddelbart at lågerne på et skab beregnet til en indbygget emhætte som per definition hænger over kogepladen hvor man laver mad, bør kunne tåle en smule varme og fugt? Men det mener Ikea altså ikke, så nu må vi enten leve med grimme afskallede låger eller købe et par nye låger, som så kommer til at skalle af igen inden for 1-2 år. ØV. Vi havde ellers hørt meget godt om både Ikeas kvalitet og deres kundeservice, det passede bare desværre ikke i vores tilfælde.
Nina | www.vangelyst.dk
Vi satte selv et Ikea køkken i sommerhuset for et par år siden – det fungerer super godt. Vi havde købt lidt for meget men det kunne sagtens byttes selvom pakkerne havde været åbnet. Efterfølgende har vi haft en fejl på en enkelt låge der ikke kunne tåle varmen ved ovnen, men den byttede de uden problemer.
Det var et super godt fælles projekt – jeg samlede alle skabe og skuffer og min mand satte det op :-)
Vi skal snart have nyt køkken op her hjemme og der tror jeg også vi vælger Ikea…
Knus Nina
Mie
Jeg har fået nyt køkken 2 gange og beklager at måtte sige det var (næsten) det samme rod begge gange med to forskellige firmaer. Begge gange lod vi køkkenfirmaet måle op, så leverancen var deres ansvar. Håndværkerne hyrede vi selv, på trods af at flere har sagt at køkkenfirmaer er mere villige til at løse problemer, hvis de selv hænger på den ekstra håndværkerregning. Men når først køkkenet er betalt og leveret, er min erfaring at man kan hoppe og springe alt hvad man vil, uden den store effekt. Få så meget på skrift som muligt og læg ellers en buffer ind i budgettet, så du bare kan købe det der mangler af dippedutter eller betale for den rigtige farve sokkel eller hvad der måtte være af uoverensstemmelser, så du kan komme i mål.
Mine tegninger har i begge tilfælde fungeret rigtig godt, og når først køkkenet var sat op, er jeg glad for det. Man glemmer hurtigt den strenge proces, bare rolig.
Ulrika
Hej!
Da vi byggede hus selv for 7 år siden købte vi Ikea elementer , men købte en lækker tyk asketræs brodplads andet steds. Det fungerer stadig fint! Jeg vil til en hver tid selv "håndplukke" mit køkken. Min mand kunne selv sætte det op, men ellers kan man jo hyre en selvstændig tømrer ind til opgaven. Synes du har fået et fint køkken på trods af alt. Og heldigvis er det jo ikke dit eget. Nu har du fået nogle gode erfaringer med til når i selv skal ud og investere i hus og køkken!
Mvh Ulrika
Marina
Spændene (og lidt trist) at læse om. Jeg drømmer om engang at få lov at lave et køkken, men manden stejler når han ser priserne på de køkner jeg ønsker mig og det gør jeg vel egentligt også selv, for jeg vil meget hellere rejse for pengene. På den anden side gider jeg ikke skifte vores nuværende knap så kønne køkken ud med noget der kun er pænt i fem måneder og jeg kan bare se på de der laminatkøkner at de ikke ville holde til vores brug ret længe. Måske lykkes det en dag at overtale min mand til at vi kan male det køkken vi har.
Engang lavede vi faktisk et bryggers med ting fra Ikea. Det var et kæmpe bøvl men billigt. Hvor godt det holdt ved jeg ikke for vi flyttede 6 måneder senere...
Ann
Vi har fået nyt køkken og valgte Ikea. Selve køkkenet er fint og jeg er glad for det, men det er en jungle og man har selv ansvaret for ALT.
Vi bestilte fx selvluk på alle skabe/skuffer men der manglede 4 til en værdi af 160 kr og det var vores fejl da vi ikke kunne bevise at vi havde sagt på alle.
Tror vi var i Ikea næsten 20 gange.
Når det er sagt er jeg blevet klogere og ville gøre det igen, da et lignende køkken ville have kostet lidt mere end det dobbelte.
Stine B
Jeg er også på ikea køkken, når mit køkken engang skal have en overhaling (ville ønske det var nu, men køkkenet er desværre pænt nok og fra 2007 - og så tror jeg kun vi bliver boende et par år endnu, så det nye køkken må blive i næste hus ).. Men men men.. Vil kun bruge Ikeas indmad og så købe låger og bordplader fra enten andshufl eller reform - begge virksomheder der har specialiseret sig i låger og bordplader til ikea køkkener. Reform er toplækre snedkerlåger - kender dog ikke priser - andshufl er prismæssigt til at være med på
Libbie Melchart
HELDIGVIS er min mand håndværker (murer) og heldigvis er hans bror tømrer så vi klarede selv den del, både mht bestilling og opsætning hvilket blev gjort på no-time...
Anne-Marie
Vi har selv sat et Aubokøkken op og målt op. Vi havde et hjørneskab i restordre i 4 uger og det var først da det andet blev leveret, vi fik besked om det. Så det kom til at tage et par måneder med nødkøkken i bryggerset. Jeg tænker også vi vælger IKEA, hvis der kommer en anden gang. Mine svigerforældre har købt et fra IKEA, og det står rigtig fint endnu. Vores derimod har gulnede foliefronter på flere, men sjovt nok ikke på alle. Folien har også løsnet sig og over ovnen, er det helt deformt. Skufferne uden dæmpning fungerer bedst, de andre spildte hurtigt olie og så virkede de ikke mere. Men det er da godt du har erfaring til når i flytter i hus.
Kh.
Anne-Marie