Du er ude i sommerlandet, har det halv(hel)dyre kamera med dig inkl. objektiv og du passer på det. Sådan rigtig godt.
Kamerataske, stropper, dæksel til objektiv og måske har du endda også stoppet hele molevitten ned i rygsækken.
I get it
Fotoudstyr er en dyr omgang. Det er ikke noget du svinger rundt med på savannen. Den lokale strand. Eller oppe i Alperne.
Men nu siger jeg lige noget hurtigt.
Måske passer du så godt på dit kamera, at du går glip af et godt billede.
Fordi kameraet er slukket, objektivdækslet er på og det er pakket pænt (med stroppen viklet omkring det) - dybt nede i din kamerataske.
Måske har du prøvet det?
Når du endelig har fået lynet op, gravet ud, viklet ud, dæksel af, krudtet op og fokuseret, så er pingvinen gået igen.
Det er ret ærgerligt.
Nu er det ikke sådan, at jeg siger du skal være skødesløs og bare smøre dit kamera ind i sand, havvand eller dingle med det foran næsen på en lommetyv.
Men du skal altså være klar, når du er i fotosituationer.
Du ved, spankulerer i en ny by, er på spontane ture ud i det blå med venner eller hygger i sommerhuset med familien.
Forbered dig til at indfange forrygende billeder
- Hav dit kamera på dvale-tilstand, så det hurtig starter op. Også når du har det liggende i tasken på vej til dejlige minder, du ved aldrig hvornår øjeblikket er der.
- Tag objektiv-dækslet af og brug i stedet et beskyttelsesfilter (UV-filter) til dit objektiv.
- Sæt dit kamera på Program Mode, hvis du endnu ikke er sprunget til Manuel Mode. Sæt din ISO efter vejret og vær så klar med dine fokuspunkter, så du får sat fokus på det vigtigste og får knivskarpe billeder af dine minder.
- Hav dit kamera over skulderen eller i hånden. Du ved, ren turist-lookalike.
Vær klar til at skyde løs når øjeblikkene er der. Der er altså de allerbedste billeder. De spontane, hvor de stive turistsmil bliver til ægte smil. Og dem må du ikke gå glip af fordi dit kamera er slukket og pakket væk.
Dit kamera skal bruges.
Og jep, det kan sagtens holde til det. Det er faktisk ret robust, sådan et kamera.
Det samme er er 50 mm objektivet, som jeg at anbefaler du smider på.
Så.
Går du glip af billeder, fordi du ikke er klar?
Find dit kamera frem. Lad det heeelt op, tøm kortet (husk at sætte det i kameraet igen)...og smid så din orange nylon-kamerataske ud!
Skriv en kommentar