Det er sket noget ganske revolutionerende på den danske supermarkedscene! Jeg kan næsten ikke få armene ned af bare begejstring, og jeg måtte da også knibe mig i armen adskillige gange før jeg troede mine egne øjne!
Nu er det muligt at få bønner på dåse som fast sortiment.
Bevares, jeg er godt klar over der findes både kikærter og red kidneybeans - men butterbeans og black beans har længe kun været forbeholdt spothylderne i Netto. I hvert fald i min del af landet. Og kun som øko-variant.
Indtil forleden, hvor min fine ven Bilka have linet bønnevarianter hylde op og ned. Og dælme om de ikke også var på tilbud. Som selvudråbt "beanoholic" var dagen reddet og jeg måtte huj hej hast hente en indkøbsvogn. En af de der XXL-vogne i Bilka, hvor man kun ser armene på folk og resten er gemt bag vognens "forbrugervenlige" højde.
Styrte de 2 kilometer ned gennem butikkens gange, slynge armen ud i farten, for dernæst at kyle dåse med bønner ned i vognen. Tænk hvis nogen snuppede en dåse for næsen af mig! Nææ nej..
Det gjorde de ikke - sikkert af frygt for mine vidt opspilede øjne og fråde om munden! Men beluret , det blev jeg da. Især da kassedamen måtte køre nummer 34. dåse igennem (jep, de skal nemlig køre alt igennem - jeg har selv siddet der..ha) og så en smule opgivende ud, da der endnu lå 10 bulede dåser på båndet. Stregkoden er super på sådan en dåse, skal jeg sige jer ;) ...Godt afrevet, godt bølget.
Well, nu kan I så overveje, om I tør nærme jer hylden i Bilka - jeg vil anbefale jer, at kaste et blik over skulderen og se om jeg kommer susene. Det er ikke kønt. Og I bliver ikke hilst med kyshånd ;)
Får I dog listet jer ud med en dåse eller 2, så køb også lige resten af ingredienserne til salaten her. Smuk, mættende og forrygende lækker.
Black beans eller på dansk; sorte bønner blandet med de spæde forårsfarver er en fryd for øjet og helt ærligt; når bønner bliver serveret sådan her, så skal man være et skarn for ikke at give dem en chance. Et glas koldt hvidvin ville hellere ikke være nogen dårlig ledsager. Jeg siger det bare...
Ingredienser
Salat
- 1 dåse black beans/sorte bønner
- 1 dåse butterbeans
- ½ agurk
- 2 forårsløg
- 1 lille bundt dild, finthakket
- 1 varmrøget laksefilet
Dressing
- 6 spsk olivenolie
- 4 spsk citronsaft
- 1 tsk honning
- 1 spsk grovsennep med peberod
- salt/peber
Sådan gør du
Salat
- Dræn bønnerne for vand, skyl dem grundigt i koldt vand og afdryp.
- Skrab med en ske kernerne ud af agurken og skær den i fine tern.
- Snit forårsløget fint.
- Bland bønner, agurketern, forårsløg og dild sammen.
Dressing
- Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen og smag den til.
- Vend dressing i salaten.
- Bræk laksen i mindre stykker og fordel den oven på salaten.
- Pynt med frisk dild og server.
Signe
Har lige lavet retten her til aften og det blev jo SÅ lækkert! :)
Loui&bearnaisen
Dejligt at høre, Signe - det er jeg glad for :)
Stinne
Okay, det ser virkelig lækkert ud! Jeg har faktisk aldrig smagt hverken black beans eller butter beans, men det må der snarligt laves om på.
Loui&bearnaisen
Tak :) Du skal SÅ meget have dem smagt - især butterbeans må være min ultimative yndlingsbønne ;)