"Den bedste lasagne jeg til dags dato har fået. Den er let, nem og smager helt fantastisk.
Opskriften her stammer fra et gammel nummer af "spis bedre", der har ligget og ventet på at blive afprøvet. Men hver gang opskriften er dukket op og blevet lagt frem, er den på mystisk vis altid røget ned i bunken igen. Lidt pga. af uoverskueligheden af de mange ingredienser der ikke lige har været på lager i køleskab og fryser. Men nu skulle den prøves, mængderne blev ændret lidt, samt fremgangsmåde - resultatet blev lækkert og den røger bestemt ikke i bunden af nogen bunke mere. Ind i favoritmappen, for den skal klart laves snart igen."
Lakselasagne med spinat, tomat og fennikel
6 pers.
10-11 grove lasagneplader
4 laksefileter uden skind, ca. 500 g - skåret i ½ cm tykke skiver
1 dl revet parmesanost
Tomatsauce
1 hakket løg
2 presset fed hvidløg
1 spsk tørret timian
1 dåse hakkede tomater
Salt
Peber
Grøntsagsfyld
200 g hakket spinat, frisk eller frossen
1-2 fennikel, ca. 350 g
1 tsk salt
Peber
Revet muskatnød
Hvid sauce
2 dl tør hvidvin
6 dl mælk
1 grøntsagsboullionterning
3 spsk majsstivelse+3 spsk mælk
Peber
½ dl revet parmesanost
Tomatsauce
Svits hakket løg og hvidløg i lidt olie. Tilsæt timian og og svits det med i 2 min. Når løget har fået lidt farve kommes de hakkede tomater, salt og peber i. Lad saucen simrer ved svag varme i ca. 10-15 min.
Grøntsagsfyld
Halver fennikelen og skær den i tynde skiver. Kom lidt olie i en gryde og svits fennikelskiverne til de har fået farve og er blevet møre. Spinaten tilsættes og steges med i 3-4 min, Krydr med salt, peber og revet muskat.
Hvid sauce
Kom hvidvinen i en gryde og reducer den til det halve - dvs. kog den i, så væsken fordamper og smagen koncentreres. Når den er kogt ind til ca. 1 dl, tilsættes mælken og bouillonterningen. Kog væsken op under piskning. Når mælken koger tilsættes majsstivelse udrør i lidt mælk. Pisk kraftigt så det ikke brænder på. Tilsæt parmesanosten og lad det koge igennem i 2-3 min. Krydr med peber - INGEN SALT, da bouillonen er salt.
Lasagnen
Kom lidt af den hvide saucen i bunden af et lasagnefad. Læg lasagneplader ovenpå. kom tomatsauce, grøntsagsfyld, laks og hvid sauce i lag. Det øverste lag afsluttes med lasagneplader, hvidsauce og parmesanost drysset hen over.
Lasagnen bages midt i oven ved 200 grader i ca. 30 min, til den er gylden og bobler. Lad den hvile 5-10 min inden servering.
Skriv en kommentar