Fredag igen igår . Min yndlingsdag på ugen. Faktisk også bedre end weekend. Der er bare noget over fredage. En arbejdsuge er overstået, vi gør status, opgaver bliver afsluttet og der hviler den her gode stemning over dagen. I gymnasiet var det fredagscafe med kolde øl, musik og mennesker. Ligeledes på universitet, hvor fredagbaren var mødestedet, opsamling på ugen og et par timer væk fra bøgerne. Mit studiet pt. mangler den tradition, hvilket er en skam. Så jeg praktiserer fredagskage til kaffen. Den er vigtig og repræsenterer ligesom fejring af ugen der gik og et stort hurra for weekenden. Jeg er fuldstændig vild med det. Altså både fredagsøl og fredagskage. Gerne i en kombi ;)
Og sulme om jeg ikke har gjort det bogstavlig talt! Må jeg præsentere den ultimative fredagskage; Guinness Chocolate Cake! Eller bare chokoladekage med øl.
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Jeg har en mission her i 2015. Jeg vil genindføre fredagskagen på arbejdspladser, på studier, i køkkenet, hos bageren og hjemme hos dig. Det skal ikke være en plade chokolade eller en kiks - det skal være fredagskager, som er rigtige kager. Med sukker, smør og hvedemel. Og de skal spises med velbehag, god samvittighed og klap på skulderen over ugen som gik. Gerne skylles ned med grin og gode kollegaer, venner eller familien. Det gode magasin, bog eller kælepotte (her en hundesnude..).
Min fredagsstatus ledsages som sagt af den her chokoladekage-bandit. Min uge, den har været. Ja, svært forklarlig. Fyldt med ventetid inden forsvar for bacheloropgave, tanker om fremtiden, nye projekter, gamle projekter og masser af tid i køkkenet. Men mest af alt det limbo - hverken købt eller solgt som studerende. Bare ventende.
Derfor spiser jeg også et ekstra stort stykke øl-kage den her fredag og skyller ned med en dobbelt cappuccino. Navlepilleriet er virkelig gået ind i den sidste fase og det kræver lidt styrkelse, at have så meget fokus på sig selv og lukke omverdenen ude. Yrk, måske burde jeg snuppe 3 stykker kage bare for en sikkerheds skyld?
Kagen. Den har jeg faktisk bagt 3 gange her i januar! Jeps, godt nok kan jeg få ting til at lyde ultra nemt, men opskriftudvikling er ikke altid lige så nemt i praksis. Derfor har jeg også lavet et nyt tiltag på bloggen i år; Opskrifter som fejler (navnet skal jeg lige arbejde lidt på..).
Altså nogle gange sidder opskriften i skabet, andre gange kræver det flere forsøg og så er der, der hvor man skal give op. Jeg er igennem dem alle ret ofte, så glæd Jer til "det som fejlede" senere på måneden ;)
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Chocolate Guinness cake x 4! For edder'mugme om kagen skulle slippe afsted med at være revnet, flad og tør, som var den første opskrift jeg afprøvede. Det endte en god sammenblanding af de bedste chokoladekager og ølkager - 2 x testning. Nu er den også fuldstændig perfekt. Jojo, man har vel lov at prale. Men det er den altså. Svampet, smagfuld. L-æ-k-k-e-r!
Jeg toppede med flødeskum rørt op med mascarpone. Flottenheimer.
Men den kan sagtens bages som en bradepande og tages med på kontoret. Studiet.
Er du ikke helt oppe og danse på bordet over ølsmag, så brug en almindelig mørk øl. Jeg brugte en dobbelt stout med fuld fart på smagen; karamel-, chokolade- og den gode ølsmag. Uhmm..
Har I en tradition for fredage? Fredagskage? Et fredagsritual?
Ingredienser
- 2,5 dl guinness, stout eller anden mørk øl
- 250 g saltet smør
- 200 g sukker
- 200 g mørk muscovadosukker
- 5 spsk kakaopulver
- 2 æg
- 175 g cremefraiche 38%
- ½ vaniljestang
- 275 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1,5 tsk natron
Top
- 2,5 dl piskefløde
- 250 g mascarponecreme
- 2 spsk citronsaft
- 3 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
- Kom øl og smør i en gryde.
- Varm det op ved svag varme og lad smørret smelte.
- Tilsæt sukker, muscovadosukker og kakaopulver og varm den med et par minutter.
- Pisk æg, cremefraiche og vanilje sammen til en lugtig masse.
- Vend øl/sukker-massen i.
- Sigt mel, natron og bagepulver og vend det i.
- Kom dejen i en smurt springform.
- Bag ved 175 grader i ca. 45 minutter.
- Lad kagen køle 30 minutter i formen.
- Tag den ud og afkøl helt på en bagerist.
Top
- Pisk alle ingredienserne sammen til en luftig masse.
- Smag til.
- Kom cremen på toppen af chokoladenkagen.
- Server.
Line Yde Astorp
Hej Louise
Jeg har bagt kagen i dag og skal have den med til fodboldfest i morgen. Skal jeg putte toppingcremen på i dag og så sætte på køl eller skal jeg stille kagen på køl uden topping og sp først tilføje topping inden servering?
Mange hilsner fra Line
Louiogbearnaisen
Hej Line,
Tak for dit spørgsmål til opskriften.
Måske er jeg lidt sent ude med svar, men håber alligevel du kan bruge det.
Jeg vil toppe chokoladekagen lige inden servering, så bliver den bedst :-)
Fortæl os endelig om resultatet i en kommentar på bloggen.
Hav en forrygende dag.
Pernille
Er det muligt kun at bruge alm. sukker, eller skal man bruge muscovadosukker?
Louiogbearnaisen
Hej Pernille,
Tak for dit spørgsmål til opskriften.
Du skal helst bruge en mørk sukker - så alternativt kan du udskifte muscovadosukker med brun farin.
Prøv det ad og lad os høre om resultatet :-)
Hav en dejlig dag og god weekend!
Signe
Hej Louise
Hvor stor en springform er opskriften til?
Skøn blog, du har forresten. Spændende opskrifter og god humor i dine indlæg. Det er altid hyggeligt at læse og følge med. God søndag aften til dig!
Mvh
Signe
Loui&bearnaisen
Hej Signe
Jeg brugte en 22 cm springform.
Tusinde tak, det er jeg glad for at høre :)
Cathrine
Orh, den ser lækker ud. Og smukke billeder <3
Loui&bearnaisen
Tusinde tak, Cathrine :)
Joanna
Wow! Absolutely stunning photography! After visiting Guinness storehouse in Dublin, I've been using the beer in the kitchen. Guinness chocolate mousse is delicious!
Loui&bearnaisen
Thanks, Joanna :) I would I would love to visit their storehouse sometime - and hey, chocolate mousse with guinness sounds delish, thanks for the inspiration!