Nem Citron Tiramisu, som er både frisk, sød og uimodståelig god! Perfekt som dessert (især efter en af mine nemme retter i min kommende kogebog) eller bare kage, når det skal være ekstra lækkert. Find opskrift på den nemme, cremede citron Tiramisu herunder.


Citron Tiramisu
DET SKAL DU BRUGE
- 1 fad Ovalt 25×20 cm eller firkantet 20×20 cm
Ingredienser
Citronlage
- 1 ¼ dl citronsaft, ca. 2 store citroner
- 1 tsk citronskal, revet
- 2-3 spsk. flormelis
- 1 ¼ dl vand, (eller ½ vand og ½ Limoncello)
Creme
- 250 g mascarpone
- 2 tsk. citronskal, revet
- 2-3 spsk. flormelis
- 4,5 dl piskefløde
Tiramisu
- 20 ladyfingers
- 200 g lemoncurd
Sådan gør du
Citronlage
- Rør alle ingredienser sammen, indtil flormelissen er helt opløst. Lagen skal syrlig og frisk, med lidt sødme. Den må gerne være lidt mere syrlig end du tror, da ladyfingers dæmper smagen.
- Lad den stå 10 minutter på køkkenbordet og trække. Rør den igen lige inden brug, så alt formelis er opløst.
Creme
- Tag mascarpone ud af køleskabet 10 minutter før brug.
- Rør mascarpone med flormelis og citronskal til den er netop glat - ca. 10–20 sek. på lav hastighed med håndmixer.
- Lad fløde stå i køleskabet til lige inden brug - den skal være kold. Pisk fløden til en meget blød skum - da den skal foldes i mascarponen, så er der vigtigt, den ikke er for stiv.
- Rør 2–3 spsk af den piskede fløde i mascarponen for at løsne den.
- Fold derefter resten af fløden i mascarponecremen ad 3-4 omgange med en dejskraber. Pas på med ikke at røre for meget.
- Oplever du at din creme bliver for fast, fordi flødeskummen var for stiv, så fold 1–2 spsk upisket kold fløde i for at løsne cremen igen.
Tiramisu
- Dyp hver ladyfinger ca. 1 sekund pr. side i siruppen.
- Læg ladyfingers i ét lag i bunden af et fad (ovalt 25×20 cm eller firkantet 20×20 cm). De skal lægge tæt, men ikke presses sammen - lad der være 2 mm mellemrum., så cremen kan løbe ned mellem kiksene.
- Smør et tyndt, jævnt lag lemon curd (ca. 2-3 spsk) direkte ovenpå ladyfingers.
- Fordel halvdelen af cremen ovenpå i et jævnt lag.
- Dyp et nyt lag ladyfingers i sirup og fordel ovenpå cremen. Brug lidt færre ladyfingers her, så din tiramisu ikke bliver for "brødet".
- Smør et tyndt, jævnt lag lemon curd (ca. 2-3 spsk) direkte ovenpå ladyfingers.
- Fordel den sidste del cremen ovenpå i et jævnt lag.
- Slut af med at swirle lemon curd på toppen af cremen.
- Dæk fadet helt tæt med film og sæt på køl mindst 6 timer inden servering.
Noter
- Tiramisu holder sig 2-3 dage i køleskabet.
- Se tips og fif til opskriften herunder.
Citron tiramisu
Giver den baghjul til den klassiske tiramisu? Well, den klassiske tiramisu ligger ret højt på min hitliste. Okay, vi er faktisk nok ude i topplaceringen for favoritter, så som formand for den fan-klub, så er jeg nok ikke den helt rigtige at spørge.
Kaffe, det er altså svært at hamle op med.
Men med ren inspiration fra Citron marengs rouladen, så blev den alligevel udskiftet (med lidt skepsis, lad os bare være ærlige) i en frisk sommerbasker af en citron tiramisu.
Og ja, den dur!
Perfekt som kage til lune dage, men endnu bedre, som frisk dessert efter en middag. Både de helt nemme, sommerlette af slagsen, men også efteråret og vinteren med, når de tunge gryderetter og feta-fyldte lammestege indtager bordet.
Lige et stykke citron tiramisu og så er den middag perfekt afsluttet.
Selvfølgelig med en kop kaffe på sidelinjen, nu vi springer over den i tiramisuen.
Det er et must.
Sådan undgår du din mascarponecreme skiller
Mascarpone og fløde er genialt sammen, men de kan også give lidt bøvl, hvis du ikke får dem samlet på deres præmisser.
Så allerførst; undgå at piske dem direkte sammen - altså alt i en skål og så piske derudaf. I stedet er det vigtigt, du hiver fat i dejskraberen og får foldet fløden ind i mascarponen i etaper, samtidig med du også har et øje på temperatur.
- Mascarpone skal have stuetemperatur og den må ikke blandes med citronsaft, kun citronskal, da syren ellers kan få det hele til at skille.
- Piskefløden skal være helt kold fra køleskabet - sætter du også din skål, som du skal piske den i, ind i køleskabet 20 minutter før, så er det ekstra godt.
- Fløden skal piskes meget lidt, da den skal vendes i mascarponen af flere omgange.
- Undgå at røre alt for meget, når du blander mascarpone og fløde - det skal vendes sammen.
Ingredienser i tiramisu
Der er ikke mange ingredienser i den her tiramisu, som er lavet uden æg, men lad os alligevel lige løbe over dem.
Citron: Vi skal have fat i de friske citroner - ingen kunstigt citronsaft i din tiramisu
Mascarpone: Mascarpone er en italiensk, frisk flødeost lavet af fløde. Du finder den i et bæger på hylden sammen med flødeost.
Piskefløde: Det er bare at snuppe piskefløden var køledisken. Den fås i 36% og 38% og de fungerer begge her. Jeg vælger altid 38%.
Ladyfingers: Ladyfingers er italienske aflange, runde kiks, som er sukkerdryssede. Du finder dem i de fleste større supermarkeder på hylderne sammen med kiks og tørkager.
Lemon Curd: Lemon curd er en syrlig citroncreme, som er lavet af citronsaft/-skal, sukker, æg og smør. Du kan købe den på glas i større supermarkeder og finder den på hylden sammen med marmelade og syltetøj. Er der ren overskud, så kan du også lave din egen lemon curd.
Topping på tiramisu
Jeg vil bare servere citron tiramisuen, som den er, men skal der lidt ekstra til, så skær et par citronskiver og pynt toppen med dem inden servering.
Skal der ekstra knas til, så er der to ting, som er geniale på toppen af en citron tiramisu! Okay, der er sikkert flere, men de er to er mine bedste hits; hvid chokolade i spåner og knust marengs. Det er bare at snuppe din favorit og komme på lige inden servering.
FAQ til citron Tiramisu
Min creme begynder at gryne/skille?
Tilsæt 1-2 spsk. kold fløde og fold roligt med dejskraber. Ofte samler den sig igen.
Min creme er meget fast?
Fold 1-2 spsk upisket piskefløde i for at løsne den en smule.
Mine ladyfingers er for våde?
Der kan være forskel på ladyfingers og nogle suger hurtigere til sig. Så næste gang, så dyp hurtigere i siruppen eller pensl siruppen på, i stedet for at dyppe.
Mine ladyfingers er seje/tørre?
Det kan oftest skyldes 4 ting; enten at de har suget for lidt sirup, at siruppen var for kold (stuetempereret sirup optages hurtigere), der var for få huller mellem kiksene til at cremen kunne løbe ned, eller at din tiramisu ikke var dækket helt tæt til på køl.

TOP 10 MADPAKKE-FAVORITTER:
Få vores 10 bedste madpakkeopskrifter og 4 ekstra til lækkersulten, der sidst på eftermiddagen.







Skriv en kommentar