Kan vi lige vende pastasalaten? Det er oppe over, at den kravler frem på spisebordet igen. Indgår den hårde konkurrence med kartoffelsalaten om pladsen, som tilbehør til grillmaden.
Jeg er på kartoffelsalat-holdet.
Og jeg har ingen anelse hvorfor.
Eller okay, det er noget med de pastaskruer, som konsekvent bruges til pastasalater. Jeg har altid synes, de er lidt ... træls. At skruen var den mest tarvelige af de pastaformer, du kan købe.
Og det har overhovedet ikke hold i noget. Niks. Den er jo egentlig ret god til at hive sauce og dressinger til sig.
Jeg har bare set mig gnaven på skruen. Og lidt på spaghetti også. De brede strimler er pænere...
Anyway.
Efter vores forrygende græske fest tidligere på foråret, har Grækenland overtaget smagsløgene. Det græske tema klistrer i køkkenet; hvidløg, feta, gode sager i glas, krydderier - what's not to like.
Præcis!
Så vi fortsætter da festen ud i sommervejret - med grill, mere tzatziki og pastasalat. I græsk version. Inklusiv trendy pastaskrue.
BONUS: Få mine gratis, professionelle skabeloner til din madplan! Klik her og få skabelonerne nu
Yes, pastapakken kostede rigeligt og mere til, men hey, tjek dem lige ud! Ork, de er pæne ;-)
Så, græsk pastasalat:
Jeg vil nok kalde det her en voksen-pastasalat. Vi kører både artiskokker, slatne peberfrugter og kras balsamico, parfumeret basilikum og skøøn feta. Den er ikke for alle og enhver, den her pastasalat.
Jeg indrømmer da også gerne, at de oliven forblev pynt på billedet. Dem har jeg endnu ikke slået pjalterne sammen med.
Men alt andet ryger lige ind på "haps"-fronten - det er pastasalaten 2-3 niveauer over den klassiske. Mindst.
Servering, siger du. Dur den til alt på grillen?
Ja da! Ko, gris, dylle, and, fisk og plantebøf, du vælger bare i køledisken.
Skal det være helt rigtigt, så napper du lammet og krydrer det rigeligt. Smider det på grillen og bakser en tzatziki sammen også. Græsk sommerfest FTW.
Du kan godt regne med, at naboen lurer misundeligt gennem hækken.
Ingredienser
Salat
- 250 g pastapenne, tørret
- 2 forårsløg, fintsnittede
- 1 agurk
- 200 g grillede peberfrugter, i glas
- 200 g grillede artiskokker, i glas
- 200 g feta
- 2 dl frisk basilikum
Dressing
- 8 spsk olivenolie
- 6 spsk balsamico
- 1 nip sukker
- 1 fed hvidløg, fintrevet
- 2 tsk tørret oregano
- Salt/peber
Sådan gør du
Salat
- Kog pasta efter anvisning på pakken.
- Lad pastaen afkøle helt.
- Del agurken på langs og skrab midten ud med en ske. Skær agurken ud i skiver.
- Dræn grillede peberfrugter fra olien og skær dem i strimler.
- Dræn artiskokkerne fra olien og skær dem i mundretter stykker.
Dressing
- Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen.
- Smag til.
Salat
- Bland pasta, forårsløg, agurk, peberfrugt og artiskokker sammen.
- Vend dressingen i salaten.
- Smuldr feta og riv den friske basilikum over salaten.
- Vend det rundt.
- Lad det hele trække 20 minutter før servering.
Christina
Hej
Har du nogle ideer til hvad man erstatter balsamico med hvis man ikke kan tåle det?
Louiogbearnaisen
Hej Christina,
Du kan helt undlade det eller evt. erstatte det med lidt hvidvinseddike :-)
Prøv det ad og lad mig høre om resultatet
God weekend!
Maj Sørensen
Hvilken balsamico- rød eller hvid?
Louiogbearnaisen
Hej Maj
Tak for dit spørgsmål til opskriften.
Jeg har med stor succes både brugt en almindelig balsamico og en hvid udgave. Den skal bare ikke være for tyk og kraftig...
Håber det kan hjælpe og at pastasalaten bliver en succes - fortæl os endelig om resultatet i en kommentar her på bloggen :-)
Hav en skøn dag.