Som jeg skrev i indlægget igår, er jeg blevet ret inspireret af ishuset på Marselisborg Havn og alle de skønne varianter.
Jeg har længe gået med planer om, at udforske is-området lidt mere end min sædvanelig version. Men manglen på en ismaskine, har holdt mig tilbage. Forleden kom lysten dog over mig igen, så jeg pakkede min jamren væk og satte min lid til fryseren.
Isen her er fra min lille notesbog, hvor jeg fifler med opskrifter. Man får utrolige gode ideer, når man har undervisning, er på arbejde eller tæller får sent om aftenen.
Jeg er ret godt tilfreds med resultat, som bestemt ville få den helt rigtige konsistens på en ismaskine.
Men ellers er den bare perfekt; syrlig, let og sød. Jeg spiste yoghurtisen med lidt hakket chokolade og en top flødeskum. LIidt bærkompot eller nøddecrunch ville hellere ikke være dårligt på toppen.
Min næste is, der skal laves løbet af ugen, bliver inspireret af iskaffe. Noget som er blevet drukket en del gennem sommeren! Faktisk pinlige mængder..
Men inden den bliver næste uge, bliver min søndag sluttet af med en kugle af rabarberisen mens jeg pakker kufferten og får dagens motion... gennem OL-deltagerene :)
Ingredienser
- 280 g rabarber skåret i små stykker, her er brugt frosne
- 60 g sukker
- 1 vaniljestang, korn+stang
- 5 dl yoghurt min. 1, 5%
- 1 dl græsk yoghurt 2 %, valgfrit
- 80 g sukker
- 1 dl fløde
- 80 g hakket mørk chokolade, 70%
Sådan gør du
- Kom sukker, rabarber og vanilje i en lille gryde. Kog det op ved svag varme og lad det koge sammen til en kompot i ca. 10 min. Rør jævnligt.
- Tag gryden af varmen og lad kompotten køle helt.
- Kom yoghurt, græsk yoghurt og sukker i en blender. Blend det sammen, indtil sukkeret er opløst.
- Kom halvdelen af rabarberkompotten i blender - jeg blendede vaniljestangen med, men ellers så tag det op!
- Blend kompotten sammen med yoghurten til en jævn masse.
- Pisk fløden til flødeskum. Vend flødeskummet med yoghurten. Det sidste af rabarberkompotten vendes i, sammen med chokoladestykkerne.
- Kør ismassen på en ismaskine eller kom den i en beholder. Kom isen i fryseren og rør hver 20-30. min de næste 3 timer, for at undgå den krystalliserer.
- Du kan spise isen efter 4 timer, hvor den har den helt rigtige bløde konsistens ELLER du lade den blive. Hvis du gør dette, så tag den op ca. 30 min før servering, så den når at blive lidt blød. Så smager den bedst !
TIP: Er du ikke til mørk chokolade, så udskift det med hvid chokolade - det går også ret godt sammen med de syrlige rabarber.
Monster
Mums, hvor ser den lækker ud den is. Elsker rabarber, super flotte billeder. Tak for opskriften, den skal jeg da prøve for har stadig rabarber i haven. Go OL aften :-)
Loui
Tak :)
Er også heeelt vild med rabarber, så er noget misundelig over din portion i haven! Fik slet ikke nok i fryseren.
Heh, tak - det OL er simpelthen en tidsrøver ;)
Mange hilsner
Louise