Citronfromage

Klassiske citronfromage er en nem dessert, som kan laves på forhånd til gæster. Nap den skønne opskrift på lækker, ægte citronfromage og guide til arbejde med husblas herunder (jeg garanter det er nemt).

Citronfromage - opskrift på gammeldags citronfromage

Den her citronfromage er til dig:

..Som også lige nåede at suse på loftet, hive sommertøjet ned og vaske hele molevitten. 

..Som også tog en dyb indånding og lukkede de kridhvide ankler ud i af buksebenet, som nu er gået over i en blålig tone af kulde.  

..Som også provianterede 5 liter koldskål og 3 poser kammerjunker, som ikke smager helt rigtig i regn og rusk. 

Til dig, som også blev snydt af sommeren i sidste uge. Udmærket ved, at lige om hjørnet kommer den nok igen, men bare har brug for at fake sommer og sol et par dage mere.

Citronfromage

Ja da! Klassisk citronfromage er bare genial og både god, når du lige selv skal forkæles og perfekt som dessert til gæster.

Ork, jeg har spist det ene glas efter det andet af mormor citronfromage, for sådan en luftig, bløde fromage, som er cremet, syrlig og med en blød sødme er bare altid et hit.

Og så er den faktisk ret nem at lave - og selvom der er husblas i.

Citronfromage på en ny måde

Den gammeldags citronfromage er blevet spiffet op med marengs. Normalt serveres den med flødeskum på toppen, men jeg synes den skulle have et tvist og serveres på en ny måde.

Så det blev syrligt, med sødt af marengs. Det kan noget.

Er du mere til den gammeldags udgave af citronfromage med flødeskum, så pisk 2 dl piskeflødeskum og top det på i stedet.

Det smager også altid godt.

Citronfromage - opskrift på gammeldags citronfromage

Ægte citronfromage

Citronfromage, er det ikke lidt bøvlet?

Tjoo.. hvis du ikke har en opvaskemaskine, så er den. Vi kører nemlig et arsenal af skåle i opskriften! Men ud over det og svære overvejelser omkring anretning:

Skal det være glas? Høje glas? Små, runde glas? Cocktail-glas? Eller skåle? Hvide, farvede, glas, dybe, brede?

Den er svær.Men som sagt, ud over serverings-dilemmaet, så er citronfromage ret nem og hurtig.

Nem? Arrh, Louise. 

Jaja, så lad os da snakke om elefanten i blogindlægget. Kaster du et hurtigt blik ned over opskriften, ser du den: Husblas! Yrk.

Citronfromage - opskrift på gammeldags citronfromage

Og er der grund til at frygte husblas?

Laver du en hurtig google-søgning, så vil langt de fleste overbevise dig om at; "Niks, det er slet ikke svært".

Nå. Men vi plejer ikke at lyve for hinanden herinde, så skal du frygte husblas?

Øh, ja!

Eller okay, frygte er måske også lige at give husblas for meget credit. Det er jo bare hud, sener og knogler fra køer og grise.  Eller hvis du kører vegetar/veganer-stilen, så agar

Haps!

Men den er bestemt ikke for sjov, det skal give lidt kriller i maven. Husblas kan gå helt galt. Du ved trevler, klumper og ubestemmelig konsistens.

Kan citronfromage laves uden husblas?

Nej, for den giver den helt rigtige konsistens til citronfromage. En citronfromage er bare ikke rigtig god sjasket.

Et par tips til at vinde over husblas.

Citronfromage - opskrift på gammeldags citronfromage

Sådan arbejder du med husblas

  • Husblas skal udblødes i koldt vand. Og masser af det. Frem med den ekstra store skål, så er du sikker.
  • Husblas-bladene skal lægges i vandet et af gangen, så de ikke klistrer sammen.
  • Husblass skal smeltes over svag varme. Rør ofte, og undgå, at husblassen bobler og bliver for varm. Koger din husblas er der intet, som stivner.
  • Husblas skal have samme temperatur, som den masse husblassen skal røres i. Får din husblas et temperaturchok, krediterer den med trevler og klumper. Så køl den smeltede husblas ned, inden du blander løs. Brug lidt af "hovedmassen" eller citronsaft, som herunder, til at køle det smeltede husblas ned.  Den skal være klassisk lillefinger varm, når den blandes i.
Citronfromage - opskrift på gammeldags citronfromage

Citronfromage

Klassisk citronfromage pyntet med marengs
Print Pin
Forb. tid20 minutter
Tilb. tid0 minutter
Hviletid3 timer
Samlet tid3 timer 20 minutter
Antal: 6 pers.

Ingredienser

Citronfromage

  • 4 blade husblas
  • Skal af 2 citroner - ca. 2 spsk.
  • 1 dl citronsaft
  • 80 g sukker
  • 4 æggeblommer
  • 3 æggehvider
  • 2 dl piskefløde

Marengs

  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker

Sådan gør du

Citronfromage

  • Læg husblas-bladene i en stor skål med koldt vand. Lad dem ligge ca. 10 minutter.
  • Pisk sukker, æggeblommer og citronskal lyst og luftigt - ca. 3-4 minutter.
  • Pisk æggehviderne stive i en anden skål.
  • Pisk fløden til flødeskum i en tredje skål.
  • Tag husblas-bladene op af vandet og kram det let for vand. Kom dem i en lille gryde.
  • Smelt husblas ved svag varme, under konstant omrøring - den må ikke begynde at boble.
  • Tag gryden af varmen og hæld citronsaft i den smeltede husblas.
  • Vend det i ægge/sukker-massen.
  • Vend dernæst flødeskum i.
  • Vend til sidst æggehviderne over 2-3 gange.
  • Fordel citronfromagen i 6 glas, skåle eller en stor skål.
  • Dæk med film og kom citronfromagen i køleskabet til den har sat sig - ca. 2-3 timer.

Marengs

  • Pisk æggehviderne stive.
  • Tilsæt sukker til æggehviderne lidt af gangen.
  • Pisk marengsen sej - ca. 3 minutter.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose. Klip et 1 cm, hul.
  • Sæt toppe af marengs på citronfromagen.
  • Brænd dem let med en gasbrænder.
  • Server straks.

Noter

Er du virkelig pjattet med citronfromage, så er der til 4 personer.
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.

Vild med det syrlige? Kager med citron! Jeg har luret i arkivet, samlet de allerbedste – værs’go.

Nap 5 friske kager med citron her.

De her kager med citron går rent ind. Friske og syrlige. Men bedst af alt – pivnemme!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  1. Har lige lavet citronfromagen og synes den ser skilt ud, har heldigvis nok ingredienser til at lave en ny, men hvad tror du jeg har gjort forkert...vil jo være dumt at begå den samme fejl igen
    Ellers tak for mange gode opskrifter, bruger dem flittigt

    1. Louiogbearnaisen siger:

      Hej EK,

      Øv, hvor ærgerligt. Jeg tænker umiddelbart, du måske er kommet til at røre for meget i det, da du vendte enten fløden eller æggehviderne i. Eller at din fløde eller æggehvider har været for kolde i forhold til de andre ingredienser. Lad dem gerne stå 15 minutter på køkkenbordet inden de tages i brug, så de får stuetemperatur. Det kan også være den varme masse, som har været for varm - den skal være cirka 35 grader, når fløden kommes i.

      Så ja, hvad det lige præcis er, der er gået galt, kan jeg ikke helt sige, men jeg er ret sikker på, at det har med temperaturen at gøre 🙂

      Håber du har mod på at prøve opskriften af igen.

      Hav en dejlig dag!