Bagt blomkål med tahin og kapers

Bagt blomkål med tahin og kapers - opskrift på blomkål i ovn

Sådan en Chili Con Carne med 3 dåser bønner.

Well..

Den holder ret længe når man pt. er alene på matriklen og om spisebordet.

Uendelig gryde!

Kender du det?

Så da bunden endelig blev nået i weekenden blev der proklameret pause på gryderetter.

Altså bare for en tid, for det er nu ret godt.

Så.

Hovedet ind i køkkenskabet.

Tahin.

Med, lad os bare sige, optimistisk læsning af holdbarhed.

Hummus?

Niks - ikke flere bønnetyper!

Dressing?

Tjoo..

Mest fordi fantasien med tahin ikke rigtig rakte længere ;-)

Så tahindressing spicet op med krydderier, pøst på blomkål og ind i ovnen. 15 minutter. Et grønt drys fra højbedene. Rester af knas fra køkkenskabet. Og toppet med de sidste kapers i glasset.

(De første blev brugt til frokostens æggesalat.)

Bagt blomkål med tahin og kapers - opskrift på blomkål i ovn

Tophurtig tilbehør til en frikadelle, grillet kylling eller bare som vegetarret.

Ville en omgang hummus være lækkert tilbehør?

100 procent.

Den var der ikke.

Til gengæld blev der kastet en håndfuld quinoa på og råbt nem aftensmad i to dage. 

Men hey!

Sikre dig lige, at låget sidder godt fast, når du gemmerne resterne i køleskabet. Det pust af kold, bagt blomkål, som rammer dig en tidlig morgen inden kaffe overhovedet er blevet sat over. Det kan slå den mest inkarnerede blomkålsfan omkuld ;-)

Bagt blomkål med tahin og kapers 101

  • Er du mere til den hurtige løsning, så del blomkålet i buketter fremfor både
  • Der er markant forskel på tahin, så har du fingre i en tyk sag, så brug lidt mere vand. Er den mere sjasket, så hold igen.
  • Mandelflager, hakkede mandler.. nap dem, som du har i skabet. Du skal ikke død og pine bruge mandelsplitter.
  • Kapers? Yup! Den er vigtig - prøv den af, selvom du måske tænker "arrrh".
Bagt blomkål med tahin og kapers - opskrift på blomkål i ovn

Bagt blomkål med tahin og kapers

Print Pin
Forb. tid10 minutter
Tilb. tid15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 blomkål, stort
  • 3 spsk tahin
  • 3 spsk vand
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 citron, saft
  • 1 tsk honning
  • 1 tsk spidskommen
  • ½ tsk chiliflager
  • salt/peber

Top

  • 2 spsk olivenolie
  • 3 tsk kapers
  • 1 dl friskhakket persille
  • ½ dl mandelsplitter og pinjekerner, ristede

Sådan gør du

  • Del blomkålet i midten. Del igen de to halve i halve, så du har 4 stykker. Del de 4 stykker i halve, så du får 8 både blomkål.
  • Fordel dem på en bageplade.
  • Bland alle ingredienserne sammen til marinaden og fordel den ud over blomkålsstykkerne.
  • Kom bagepladen i ovnen ved 200° (alm. ovn) i ca. 15 minutter til blomkålet er mørt.
  • Tag ud og top med olivenolie, kapers, nødder og friskhakket persille.
  • Server straks.

Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.

MADFOTOGRAFERING OG FOODSTYLING

Billederne er fotograferet med Canon EOS 5D Mark IV på C-stand, fotograferet i raw og efterbehandlet i Adobe Lightroom.

Lær mere: 4 genveje til bedre madbilleder, som skiller sig ud fra mængden

Billede med bagt blomkål

  • Objektiv: Canon EF 50 mm f/1.8 | ISO: 200 | Lukketid: 1/200 sec. | Blænde: f/6.3
  • Lys: Monolight + 120 cm softbox - i øverste venstre hjørne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *