Nem og lækker opskrift på grønne bønner på pande med bacon. Nem og hurtigt tilbehør til aftensmad, som kan varieres på masser af måder.
Jump to:
Grønne bønner som tilbehør
Grønne bønner er lækkert tilbehør til sådan en 'delle. Om det en frikadellen, plantedellen eller den store, lækre karbonade.
Uf, den er min svaghed.
Det kunne også være det stegte, krydrede kyllingebryst eller en fyldt mørbrad med soltørrede tomater og feta.
Salaten - well, den er altid lige til højrebenet. Men indimellem er det nu meget lækkert med lunt tilbehør. Ikke bare en omgang kogte rosenkål eller grønne ærter.
Næ.
Lækre, grønne bønner med bid, sprød bacon og knasende nødder. Og så lige svitset hurtigt i hvidløg og tilsat en skvis syrlig æbleeddike.
Det dur.
Og er topnemt, at bakse sammen sådan en tirsdag mens frikadellerne steger derudaf.
Guide til opskrift på grønne bønner på pande
Du kan bruge begge slags til opskriften her.
Friske bønner: De skal for en sikkerheds skyld koges inden, du kaster dem på panden pga. lektiner, da de ellers vil være giftige for nogle mennesker.
Frosne bønner: De er blevet blancheret inden frost, så dem kan du svitse direkte på panden til opskriften her.
Lektiner er et protein, som findes i planter. De fleste lektiner er ikke farlige for mennesker, men visse planter indeholder lektiner, som kan give akutte forgiftninger hos mennesker.
Grønne bønner indeholder kun små mængder lektiner, men det anbefales stadig, at du koger friske grønne bønner, da nogle mennesker få kvalme og ondt i maven af dem.
Friske bønner: Kog dem 4-7 minutter i letsaltet vand afhængig af størrelse og afdryp godt, inden du kommer dem på panden.
Frosne bønner: Du behøver ikke koge dem, når de tilberedes på panden. Men ellers så følg anvisning på posen.
Ekstra ideer til opskrift
- Smuldr 50 g feta udover lige inden servering
- Eller kom 50 g friskrevet parmesan udover
- Riv skal af en ½ citron over og drys med friskhakket persille
- Tilsæt kikærter eller kogt quinoa, for endnu mere mæthed (og hoppen over de kogte kartofler)
- Ind med halverede tomater eller champignoner i skiver på panden, så der bare er grøntsagsfest
- Udskift mandler med hasselnødder, valnødder, pinjekerner eller pecannødder - det du lige har i skabet
Jeps, det er utallige muligheder for de lidt oversete starutter.
Det er på tide, vi får hevet dem ind igen. I den sprøde version. 90'ernes overkogte, slatne sag - den får baghjul nu.
Brug de grønne bønner som tilbehør
- Frikadeller, plantedeller eller karbonade
- Kylling eller kyllinge-frikadeller
- En hakkebøf eller endnu bedre, en god, saftig bøf
- Mørbrad - alle afskygninger.
Grønne bønner med bacon og hvidløg
Ingredienser
- 50 g mandelflager, (hasselnødder, pinjekerner, valnødder)
- 100 g bacontern
- 500 g grønne bønner
- 2 fed hvidløg, finthakket
- Salt/peber
- 1 spsk æbleeddike, valgfri
Sådan gør du
- Rist mandelflagerne på en tør pande i ca. 2 minutter. Tag dem af panden og læg dem på en tallerken.
- Steg baconen sprød på panden.
- Tag baconen af panden, men lad 1-2 spsk bacon blive. Lad baconen afdryppe på fedtsugende papir.
- Friske bønner: De skal for en sikkerheds skyld koges inden, du kaster dem på panden pga. lektiner. Kog dem 4-7 minutter i letsaltet vand afhængig af størrelse og afdryp godt, inden du kommer dem på panden.Frosne bønner: De er blevet blancheret inden frost, så dem kan du svitse direkte på panden til opskriften her.
- Varm panden op til jævn varme og kom de grønne bønner på panden.
- Steg dem under omrøring til de tager lidt farve - ca. 6-8 minutter. De skal ikke blive brune eller miste sprødheden for meget, men de skal blive møre.
- Tilsæt hvidløg og steg det med i ca. 1 minut.
- Tilsæt bacon, mandler og smag til med æbleeddike, salt og peber.
- Server straks.
Madfotografering og foodstyling
Billederne er fotograferet med Canon EOS 5D Mark IV på C-stand, fotograferet i raw og efterbehandlet i Adobe Lightroom.
Se mere: Video: 4 genveje til bedre madbilleder
Billede 1:
- Objektiv: Canon EF 50 mm f/1.8
- Indstillinger: ISO: 160 | Lukketid: ⅛ sec. | Blænde: f/7.1
- Lys: Naturligt lys, sidelys med diffuser
- Baggrund: Helt forkert farve - kan du lure, hvorfor den er forkert til billedet?
Thomas Skovbro
Halløj.
Denne opskrift er den første der dukker op i din vegetarsektion.
Den holder vist ikke helt :-)
Tak for inspirationen iø
Loui&bearnaisen
Hej Thomas
Haha, nej, du har du helt ret i - det er fikset.
Tak for heads op på det.
Mange hilsner
Louise
Birgit
Tusind tak for en fantastisk blog.... Jeg ser i et tidligere indlæg, hvor du skriver godt om ordet sundhed at du har levet med diabetes i 18 år men er kommet ud af det. Desværre rammer den rigtig mange og jeg tror der er mange der gerne vil læse om, hvordan man kan komme dertil. For os andre, som omgåes mange diabetikere vil jeg ønske du vil skrive noget om, og gerne opskrifter, hvad vi kan bage til de ramte, i stedet for altid at servere boller Tak.
Louiogbearnaisen
Hej Birgit,
Tak for din kommentar og feedback - den vil jeg tage med mig og have i baghovedet næste gang, der skal udvikeles opskrifter ☺️
Hav en dejlig dag!