Find opskriften på lækkert, italiensk ciabattabrød med durummel, som er super saftigt her
Ciabattabrød er ret genialt, for det passer til det meste. Mild i smagen, sprødt og bare farligt.. Man skal lige have en skive, så en luns og til sidst så er det brød væk ;-)
Her er det en lynhurtig udgave af brødet, men du kan sagtens både hive surdej ind og langtidshæve det, hvis du vil have et brød med endnu mere smag og struktur. Og de der store huller? Dem får du, hvis du ikke ælter for meget med brødene når du former dem, samt får æltet din dej godt inden.
Hvad er ciabattabrød?
Ciabatta stammer fra Italien og er et af de mest kendte brød derfra. Det bruges både som forret til en bruschetta, til salater og som tilbehør til hovedretter.
Ciabattabrød 101
- Skal der durummel i? Jep, det giver sprødhed til brødet og giver det rigtige ciabatta-smag.
- Kan det laves kun med surdej? Sagtens - brug en lys surdej og erstat gær med surdej, samt øg hævetiden, så får du også et rigtig lækkert brød.
- Vil det kunne laves groft? Well, det kan du godt ved at bruge noget groftmel, men en klassisk ciabattabrød er lyst og let.
- Er Tipo 00 det samme som pizzamel? Det kan det være, men du kan også købe Tipo 00 i de fleste butikker. Kan du kun finde pizzamel, så brug det, da det også er et "stærkt mel".
- Koldhævet ciabatta, sagde du? Ja da - du bruger bare 5 g gær i stedet og kommer dejen på køl natten over. Tag den ud og lad den hvile 1 time på køkkenbordet inden, du former brødene.
- Kunne man tilsætte fyld? Det vil være rigtig lækkert - både soltørrede tomater, krydderier og ost vil være lækkert i brødet.
Sådan får du ekstra sprød skorpe
For en ekstrasprød skorpe kan du bage brødet på en bagesten og spraye det med vand hver 10. minut. Har din ovn damp-program, så brug det.
Flere italienske brødopskrifter
Ingredienser
- 25 g gær
- 5 dl vand
- 2 tsk salt
- 1 spsk olivenolie
- 250 g durummel
- 600-700 g italiensk hvedemel tipo 00
Sådan gør du
- Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt, olie, durummel og italiensk hvedemel. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt og ælt godt og længe. Du kan med fordel bruge en el-mikser. Dejen skal strækkes godt og blive sej, så ælt i min 10 minutter. Hæver tildækket 1 time.
- Hæld dejen ud på bagepapir og del den forsigtig i 2. Form til 2 brød, ved at skubbe siderne lidt ind under brødet, undgå at trykke for meget luft ud af brødet.
- Lav en lang rids ned gennem brødene og lad dem hæve tildækket i 30 min.
- Pensl med vand og drys med durummel. Bages 15 min ved 250 grader (alm. ovn), skru ned til 200 grader og bag videre i 10-15 min.
Skriv en kommentar