Asiatisk nudelsalat

Asiatisk salat med risnudler, kål og lækker thai-inspireret dressing er genial til både frokost og aftensmad. Find opskrift på lækker nudelsalat her.

asiatisk nudelsalat - opskrit på asiatisk salat med nudler
Jump to:

Quiz: Hvilken lyd er det her?

Riiitch. Riiitcch. Riiitcch.

Du har næsten hundrede procent hørt den de sidste 3 uger.

Riiitcch.

Måske endda selv stemt i.

Riiitcch.

Forrige søndag vågnede jeg op kl. 7.51 til den lyd. Og den blev ved. Og ved. Og ved inden ved naboen.

Riiitcch.

Næste dag var det genboen.

Riiitcch.

På turene med den sorte slyngel sidder lyden i øret på hele ruten mellem villavejene.

Riiitcch.

Svar:

Det er lyden af et forår med de reneste terrasser.

Ikke et frø er der tilbage at dømme efter den vedvarende lyd de sidste uger.

Terrassen her?

Der er fuld urskov. Det vælter op. Vi er langt over stadiet med en kradt-op-pind slas skruetrækker. Det er enten skovl eller den helt store flammekaster.

Wroosssh.

Imens, jeg overvejer, er der fuld fart smagene i køkkenet. Solen har hevet lysten derhen.

Til den friske. Til det sprøde. Og det er netop, hvad den her asiatisk salat med nudler er:

Asiatisk nudelsalat

Sprød, knasende, blød, syrlig, sød, stærk, salt, bitter, frisk.

Den her nudelsalat svøber sig i alle de der gode gloser.

Et skud kylling var overvejet. Den krævede en pande. Så det blev uden. Kylling ville bestemt havde kunne noget i en asiatisk nudelsalat, så du kan sagtens tilsætte den.

Eller bare køre den ren vegetarisk, som her. Den dur, til både frokost og til aftensmad.

Og smager hundred procent endnu bedre spist (i stormvejr) på en ren og renset terrasse.

Jeg har rullet lamellerne for..

asiatisk nudelsalat - opskrit på asiatisk salat med nudler

Spørgsmål til asiatisk nudelsalat

Kan nudelsalat laves uden risnudler?

Ingen problem, så napper du bare en anden variant af nudler og tilbereder dem efter anvisning på pakken.

Kan man lave salaten endnu mere mættende?

Ja da! Stegt kylling, oksekød eller serveret til et stykke grillet laks - nudelsalaten er god til det hele.

Hvad er blandet kål?

Du ved, den pre-chopped pose, som du finder i supermarkedet. Alternativ, så hiv alle resterne frem fra køleskabsskuffen og bland i din nudelsalat

Hvad er forskellen på risnudler og glasnudler?

De to slags nudler minder rigtig meget om hinanden, men der forskel.

Risnudler skal lægges i blød i vand før tilberedning, men kan så herefter bruges uden kogning. Glasnudler skal også lægges i blød i vand og så herefter koges i et par minutter, indtil de er møre.

I nudelsalaten her bruger jeg risnudler, som er lynhurtige og ikke skal koges, men du kan sagtens bruge en klassisk nudel eller ja, glasnudler.


Flere asiatiske opskrifter

asiatisk nudelsalat - opskrit på asiatisk salat med nudler

Asiatisk nudelsalat

Asiatisk salat med nudler, kål og lækker thai-inspireret dressing er genial til både frokost og aftensmad.
Print Pin
Forb. tid10 minutter
Tilb. tid3 minutter
Antal: 2 pers.

Ingredienser

Salat

  • 100 g risnudler
  • 4 dl fintsnittet, blandet kål, rødkål, spidskål, hvidkål, savoy
  • ½ dl kinaradise, eller radiser
  • 3 forårsløg
  • 1,5 dl frisk bredbladet persille eller koriander

Asiatisk dressing

  • 1 fed hvidløg
  • 1 cm frisk ingefær
  • ½ appelsin
  • 1 lime
  • 2 tsk chilisauce
  • 2 spsk soyasauce
  • ½ spsk akaciehonning
  • 1 tsk sesamolie

Top

  • 50 g peanuts, grofthakkede
  • 2 tsk chiliflager

Sådan gør du

Salat

  • Kom vand i en elkedel og kog det op.
  • Hæld det kogende vand over risnudlerne og lad dem stå i ca. 3 minutter.
  • Kom dem i en sigte og skyl dem godt med koldt vand, så de bliver kolde.
  • Snit kinaradise og forårsløg fint.
  • Hak persille/koriander groft.
  • Bland kål, kinaradise, forårsløg og persille/koriander sammen.
  • Klip risnudlerne i 10 cm stykker og bland med grøntsagerne.

Asiatisk dressing

  • Kom alle ingredienserne til dressingen i en blender.
  • Blend til en jævn dressing.
  • Smag dressingen til.

Servering

  • Server salaten med den asiatiske dressingen, grofthakkede peanuts og et drys chiliflager.

Noter

Salaten er også god med stegte kyllingestykker.
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.
asiatisk nudelsalat - opskrit på asiatisk salat med nudler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

  1. Elsebet Hesselberg siger:

    Rigtig lækker asiatisk salat. Lavede en nem udgave med sprød kålblanding fra Coop og den angivne dressing.
    Fik små forårsruller som tilbehør.

    1. Louiogbearnaisen siger:

      Uhm, det lyder vel nok lækkert 😋

      Dejligt at høre, at du kunne bruge opskriften!

      Hav en fantastisk dag!