Pastafad med kødboller (alt-i-en)

Pasta med italienske kødboller, krydret tomatsauce og boblende ost på toppen - det hele lavet i ét fad i ovnen! Find den nemme opskrift på pastafad med kødboller, som er genial aftensmad til de travle hverdage herunder.

Kender du det?

Det der med at have en go-to ret, som kan det meste.

  • Om det er en tirsdag kl. 17.11 i Netto med kradsende uld halstørklæde, som nåede at suge hele oktober-regnbygen på vej ind og du er helt tom for inspiration til aftensmad.
  • Onsdag, når du spontant har inviteret familien over til aftensmad og der skal være nok til en flok, men helst også nemt.
  • Eller bare lørdag sammen med en flaske rødvin og lige et hvidløgsflutes eller to.

Spaghetti og meatballs klarer det hele.

Og er min go-to. Retten der bliver lavet igen og igen, fordi den bare altid dur - alle ugens dage året rundt.

Og nu gør vi det endnu nemmere!

Pasta med kødboller i fad

Jeps, glem gryderne. Og den lange spaghetti. Vi snupper posen med pasta og blandet med italienske kødboller. krydret tomatsauce og boblende ost på toppen - det hele lavet i ét fad i ovnen.

Alt-i-en pastafad.

Det bliver ikke meget nemmere.

Jojo, kødbollerne skal stadig lige rulles, men så er det også bare at fylde fadet og glemme alt om tomatstænk på de hvide fliser bag komfuret. Du ved, de er der altid, uanset hvor kælent, du får rørt i den tomatsauce i gryden.

BONUS: Gratis madpakke-bog med mine 10 bedste madpakkeopskrifter og 3 ekstra til lækkersulten! Klik her og få e-kogebogen nu

Lige med et hvidløgsbrød eller uh, den her citron tiramisu som dessert til dit pastafad, når det er lørdag og gæsterne har tømt fadet, så er der ekstra nem aftensmad.

Og det er der også i næste uge!

For der lander min kogebog Alt-i-en med Louiogbearnaisen på hylderne i landets butikker, og du kan allerede nu forudbestille den lige her!

Jeg glæder mig sådan til at dele kogebogen og alle opskrifterne, så aftensmaden kan blive endnu nemmere, men stadig med fuld drøn på smagen :)

FAQ til pastaret i ovn

Kan jeg bruge oksekød til kødbollerne?

Sagtens - det er bare at skifte kødet ud. Hakket kylling kan også fint fungere, men kødbollerne vil blive lidt mere tørre, da kylling er mere magert.

Kan kødbollerne laves på forhånd?

Nemt. Du ruller bare, dækker dem til og stiller dem i køleskabet indtil, du samler pastafadet.

Kan jeg bruge spaghetti?

Nej, jeg testede det, men det fungerer ikke. Så vælg en kort pasta til den her opskrift.

Hvad gør jeg, hvis min pasta ikke suger så meget væske?

Har du fået fingre i en pasta, som ikke suger så meget væske, så tag stanniol af fadet efter de 25 minutter og bag uden, så fordamper en del af væsken.

Hvilket fad til pastaretten?

Jeg brugte et rundt, men du kan sagtens bruge et firkantet. Et stort ovnfast fad på ca. 30 x 25 cm passer perfekt. Retten skal have plads til at boble uden at flyde over.

Kan jeg bruge revet mozzarella i stedet for frisk?

Jep, men bruger du revet mozzarella, så brug lidt mindre og bag i kortere tid, så osten ikke brænder.

Pastafad med kødboller (alt-i-en)

Nemt pastafad med krydret tomatsauce, italienske kødboller og masser boblende ost på toppen - det hele lavet i ét fad i ovnen.
Print Pin
Forb. tid20 minutter
Tilb. tid50 minutter
Samlet tid1 time 10 minutter
Antal: 4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 fad

Ingredienser

Kødboller

  • 400 g hakket kalv og flæsk , eller svinekød
  • 1 æg
  • 1 dl rasp
  • ½ dl mælk
  • ½ dl friskrevet parmesan
  • 1 lille løg, finthakket eller revet
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 håndfuld frisk basilikum, finthakket
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk salt + friskkværnet peber

Pastafad

  • 2 spsk. olie
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 løg, finthakket
  • 2 tsk. oregano
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • ¼ tsk. chiliflager, kan udelades
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt + peber
  • 1 dåse hakkede tomater, 400 g
  • 500 g tomatpassata eller tomatsauce
  • 4 dl kogende vand
  • 300 g pasta, penne, rigatoni eller fusilli
  • 2 kugler frisk mozzarella, 250 g
  • 20 g friskrevet parmesan

Topping

  • 1 håndfuld frisk basilikum

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 180 grader varmluft eller 200 grader alm. ovn
  • Rør alle ingredienserne til kødbollerne sammen i en skål og form ca. 16 kødboller - stil dem til side.
  • Kom olie, finthakket løg og hvidløg i et stort fad. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.
  • Tag fadet ud og hæld hakkede tomater, passata, kogende vand, oregano, basilikum, chiliflager, sukker, salt og peber i og rør det sammen, Kom herefter pasta i og rør så den er dækket af sauce. Læg de rå kødboller ovenpå og tryk dem let ned i saucen.
  • Dæk fadet godt med et dobbelt lag stanniol og sæt det i ovnen. Bag 25 minutter og tjek - hvis retten ser tør ud, tilsæt ½–1 dl ekstra kogende vand.
  • Bag fadet videre i 10-15 minutter (afhængig af den pasta, som du bruger - se note) til pastaen er næsten færdig og kødbollerne gennemstegte. Der skal være noget sauce tilbage i fadet.
  • Tag stanniol af, fordel mozzarella og parmesan på toppen og bag yderligere 10 minutter uden tildækning, til osten er smeltet.
  • Drys med frisk basilikum og servér straks.

Noter

Afhængig af pastatype og mærke kan bagetiden variere på pasta. Jeg brugte en pasta, som skulle koges 11 minutter og mit fad skulle have 40 minutter, så bruger du en pasta, der skal koges i kortere tid, kan din pasta være hurtigere tilberedt. 
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *