Græsk mad med oksekødsspyd, salat og tzatziki

Nem og lækker græsk mad med traditionel græsk salat, oksekød på spyd og tzatziki. Find opskrifterne her:

Græsk mad - opskrift på græsk salat, fladbrød, tzatziki og oksekødsspyd

"Næste station Støvring"

Woosh, op af rygsækken hev fyren, ved siden af mig, i toget snacken op.

Du ved, man lige har det helt lange øje på der.

Så ud af øjenkrogen var der..

Gigantisk arabisk madbrød.

Og en delikatesse-plastbeholder - dem der med bøvlet låg.

Dip?

Well..

Riiitch, låget blev åbnet og mine øjne, samt resten af stillekupeens med, krævede et ærme.

Tzatziki.

Af den helt heftige slags. Den der både kradser i øjne, nipper i næsen og bliver hængende hele vejen til København - og hjem igen.

Men blev man liiidt sulten?

Oh ja!

Kæmpe point for tog-snack herfra. For jojo, den var da til den kradse side, men tzatziki - det bliver ikke meget bedre på dip-siden.

Og lige med sådan et blødt brød til, så havde jeg heller ikke behøvet meget andet. Okay, måske lige servitten, som han havde glemt. Men heldigvis havde han jo shortsene til grattede fingre..

Græsk mad - opskrift på græsk salat, fladbrød, tzatziki og oksekødsspyd

Anyway.

Tzatzikien har luret lige siden.

Den dur til det meste, men nu vi er i gang, så lad os alligvel nappe hele baduljen på græk mad; græsk salat, græske oksekødsspyd, fladbrød og den der tzatziki.

Jeps, vi er ude i kæmpe græsk gilde. Ingen dikkedarer, bare helt traditonel græsk mad, som bonus er nemt at lave.

Så.

Lad suse lige til det.

FAQ til græsk mad

Kan de græske spyd laves med kylling i stedet for oksekød?

Jeps, det er super lækkert.  Du udskifter blot oksekød med kyllingestykker i opskriften. Andre gode erstatninger er svinekød eller lam.

Dur det at lave græske spyd med hakket oksekød?

Det er også lækkert! Bland det hakkede oksekød med krydderier og form det enten til kødboller, som du sætter på grillspyd - eller lav en pølse af det hakkede oksekød og klem det på grillspyddet. Pensl med olie og grill.

Kan oksekødsspyd laves på forhånd?

? Ja, det bliver de kun bedre af. Lad dem gerne marinerede i køleskabet natten over.

Hvad med tzatziki, kan de også laves på forhånd?

Yes, det bliver den også kun bedre af.

Kan den græske mad laves vegetarisk?

Ja da - hiv de græske grillspyd ud og ind med halloumi krydret med de samme krydderier.

Krydrede, marinerede spyd med oksekød - grillspyd med oksekød

Græske oksekødsspyd

Nemme og lækre græske spyd med oksekød, som smager fantastisk med en græsk salat og tzatziki
Print Pin
Forb. tid10 minutter
Tilb. tid12 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 g oksekød i tern
  • 6 spsk olie
  • 3 spsk citronsaft
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk oregano
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • ½ tsk chiliflager
  • Salt/peber

Sådan gør du

  • Bland olie, citron, krydderier, salt og peber sammen til en marinade. Kom oksekødet i marinaden og lad det trække 1 time i køleskabet.
  • Tag det marinerede oksekød ud af køleskabet. Kom tern af oksekød på grillspyd. Fordel den resterende marinade udover spyddene.
  • Kom spyddene på en varm grill og grill dem 3-4 minutter på hver side.

Noter

Kom stykker af rødløg, peberfrugt eller squash ind mellem kødstykkerne på grillspyddet - det er toplækkert. 
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.
Græsk salat - opskrift på middelhavnssalat med agurk, tomater og feta

Græsk salat

Græsk salat er en frisk, sprød og lækker salat, som er nem at lave og er perfekt tilbehør til aftensmaden.
Print Pin
Forb. tid10 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

Græsk salat

  • 1 agurk
  • 500 g små tomater
  • 1 grøn peberfrugt
  • ½ lille rødløg
  • 200 g feta
  • Evt. 100 g stenfri oliven

Græsk dressing

  • 6-8 spsk olivenolie
  • 3 spsk rødvinseddike, eller anden eddike
  • 1 tsk tørret oregano
  • ¼ tsk salt
  • ⅛ tsk peber

Top

  • 4 spsk friskhakket bredbladet persille, kan udelades

Sådan gør du

Græsk salat

  • Halver agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i grove skiver.
  • Halver tomaterne eller del dem i 4 dele, hvis du bruger større cocktailtomater.
  • Skær peberfrugten i grove tern.
  • Pil rødløget, halver det og skær det i tynde strimler.
  • Skær eller bræk fetaen i grove stykker.
  • Kom agurk, tomater, rødløg og feta i en skål og bland det hele sammen.

Græsk dressing

  • Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål og smag til.

Servering

  • Vend dressing med salaten lige inden servering og top evt. med friskhakket persille

Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.
tzatziki - hjemmelavet tzatziki

Tzatziki

Hjemmelavet tzatziki med græsk yoghurt, agurk, hvidløg og dild.
Print Pin
Forb. tid10 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 3 dl græsk yogurt, 2% eller 10%
  • 1 agurk
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 spsk citronsaft, ca. ½ citron
  • 3 spsk friskhakket dild, kan udelades
  • Salt/peber

Sådan gør du

  • Riv agurken groft på et rivejern og pres den fri for væde over et par omgange. Der er virkelig meget væske.
  • (Du kan også dele agurken på langs og skrabe midten med kerner ud inden, du river agurken - så får du en del af væden ud på forhånd).
  • Bland græsk yoghurt, hvidløg og citronsaft i en skål og smag til med salt og peber.
  • Bland agurk og dild i og rør det hele godt sammen.
  • Server - eller sæt tzatzikien i køleskabet nogle timer.

Noter

Lader du tzatzikien stå til næste dag i køleskabet bliver hvidløgssmagen være stærkere.
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.
Fladbrød - opskrift på fladbrød på pande

Fladbrød

Lækre fladbrød, som kan spises tilbehør eller rulles sammen med fyld.
Print Pin
Forb. tid1 time 10 minutter
Tilb. tid3 minutter
Samlet tid1 time 13 minutter
Antal: 16 stk

Ingredienser

  • 50 g gær
  • 1 dl vand, varmt
  • 1 dl mælk
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk nigellafrø, kan udelades
  • 350 g hvedemel

Sådan gør du

  • Bland varmt vand og kold mælk sammen. 
    Opløs gæren heri. 
  • Tilsæt sukker, nigellafrø, hvedemel og salt. 
  • Ælt dejen sammen på en røremaskine ved medium hastighed til dejen slipper skålens sider. Det tager ca. 3 minutter. Du kan også ælte dejen i hånden, men det tager lidt længere æltning.
  • Dæk skålen til og lad dejen hæve til dobbelt størrelse - ca. 1 time.
  • Kom dejen ud på et meldrysset bord. Del den i 16 stykker (eller 8 stykker, hvis du vil have store fladbrød).
  • Rul stykkerne tyndt ud til fladbrød. De hæver på panden, så fladbrødene skal rulles meget tyndt. 
  • Varm en tør pande op til jævn varme. Kom 2-3 fladbrød på panden og bag dem 1-2 minutter på hver side. Fortsæt med resten af brødene. Skru eventuelt lidt ned for panden, hvis brødene for mørke pletter for hurtigt. 
  • Kom de bagte fladbrød under et viskestykke, så de holder sig saftige og smidige.
  • Spis straks eller lun dem kort i ovnen/på panden lige inden servering. 

Noter

Brødene kan fryses og lunes i ovn eller på pande inden servering. 
Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *