Lækker svampet squashkage med nødder og chokolade - toppet med fløde ostecreme med citron. Få min bedste opskrift på saftig og nem squashkage i bradepande her.
Jump to:
Verdens bedste squashkage.
Efter de 10 opskrifter med squash var der lidt uro om mangel på squashkagen. Mest inde i mine tanker.
Men Anja, Mette, Susanne, Nicklas og Kathrine stemte også i. Både her på bloggen og som svar på min email i sidste uge.
Jeg prøvede at glatte ud med henvisning til andre kager med grøntsager på Louiogbearnaisen:
- Chokoladekage med rødbede
- Spinatkage med citronglasur
- Gulerodskage
- Brownies med græskar
- Carrot Cake Balls
Men I er ikke så nemme at spise af ;)
Så her er som lovet; den bedste squashkage!
Intet mindre.
Helt seriøst. Klem sammen på kagen og den svupper op igen - ren svamp.
Her på 4. dagen, hvor den har stået på køkkenbordet, er den stadig saftig. Og nope, sølvpapiret er ikke blevet pakket omhyggeligt ned omkring den efter hver bid, som er blevet nappet. Løbende. Gennem dagen. Sådan en squashkage på køkkenbordet frister!
Jeg holdt squashkage helt klassisk. Bare squash, nødder og topping - okay, med et lille citrontwist.
Men der er hundrede varianter. Eller mindst 17, da. Så er du vild med at eksperimentere, så har jeg linet et par ideer op.
Squashkage med chokolade
Squashkage med chokolade er i ret høj kurs. Er du også med der, så tilsæt grofthakket chokolade til din squashkage.
Den mørke chokolade er bedst, da kagen er ret sød. Men er du mest til den hvide, så kaster du bare den i. Du styrer showet :)
Squashkage med krydderier
Skal der fuld knald på krydderierne, så er squashkagen fremragende med stødt ingefær, lidt muskatnød eller allehånde. Du kan også bare tage den helt plain og gå med en vaniljestang og måske lidt skal fra en revet citron. Det gør godt i en sådan en kage.
Tilsæt tørret frugt
Tilsæt lyse rosiner - eller bag den frække udgave med tern af abrikoser, dadler eller ananas. Det tørrede frugt er knaldgodt sammen med ekstra krydderier i din kage.
Squashkage med glasur
Er du ikke meget til flødeost, så er det den klassiske glasur du hælder på. Tilsæt evt. lidt citronsaft til glasuren eller drys toppen med revet citronskal.
Sund kage med squash
Arh, det er også at strække den, men du kan godt spare lidt på olien i kagen. Udskift 1 dl olie med 1 dl æblesauce og du får en himmelsk lækker kage med hint af æble.
Skal den være helt sund, din kage, så skal du dog ud og finde en anden opskrift uden sukker.
Amerikansk squashkage
Er du ude efter en amerikansk squashkage vil den ofte være kamufleret; 1 spsk kakao i dejen og væk er de grønne squashstrimler.
Lyder det som en plan?
Sådan laver du amerikansk squashkage:
Kom 1-2 spsk kakao i dejen og brug kun 275 g mel, tilsæt hakket, mørk chokolade og lav en kakaofrosting eller chokoladeglasur, så er din squash helt skjult og jep, du er faktisk ude i en chokoladekage med squash.
3 bageforme, du kan bruge
Squashkage er en klassisk bradepandekage. I hvert fald herhjemme. Men er du til runde kager, så napper du en stor springform og skal den være aflang, så er vi ude i en sandkage. Her er du nødt til, at dele dejen over to omgange, mindre du har fundet den velvoksne rugbrødsform frem.
Hey, vurder lige bagetiden med tandstik, hvis du vælger andre forme. Især squashkage i muffinsforme - jeg skyder dem til ca. 15 minutter i ovnen. Kortere tid, hvis du har brugt de små muffinsforme.
Tip til ekstra svampet kage med ostecreme
Skær squashkagen igennem og smør ostecremen i mellem. Du slipper for, at have flødeosttopping smurt ud over alt, samt kagen holder sig ekstra saftig.
Ofte stillede spørgsmål til squashkage
Du er ikke pjattet med valnødder? Pekannødder er lige så godt. Du kan også springe på en klassisk hasselnød, som når nye højder når den lige bliver ristet inden den ryger i kagen. Alt saft, kraft og smag springer frem.
Nej, ikke i den her opskrift.
Jeps, det kan den sagtens.
Nej, æggene i opskriften gør at dejen hæver og kagen bliver super luftigt.
Ja, men du vil få en kage med en dybere smag når du bruger farin.
Squashkage med valnødder og flødeostecreme
DET SKAL DU BRUGE
- 1 lille bradepande (25x30cm)
Ingredienser
- 4 æg
- 200 g sukker
- 100 g lys muscovadosukker
- 300 g hvedemel
- 1,5 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- ½ tsk salt
- 1 tsk kanel, kan udelades
- 3 dl olie, her rapsolie
- 350 g fintrevet squash med skræl
- 100 g grofthakkede valnødder eller pecannødder, kan udelades
Topping
- 300 g flødeost, ikke light
- 100 g flormelis
- Revet citronskal
- 1 tsk vaniljesukker
- Ca. saft af ½ citron
Sådan gør du
Squashkage
- Kom æg, muscovadosukker og sukker i en skål og pisk det lyst og luftigt (ca. 3-4 minutter).
- Bland i en anden skål mel, bagepulver, natron, salt og kanel sammen.
- Sigt det i æggemassen og rør det i.
- Tilsæt, olie, squash og nødder og rør det i dejen.
- Beklæd en lille bradepande (her 25x30cm), en stor springform (28 cm) eller to sandkageforme.
- Fordel dejen heri og kom kagen i ovnen ved 180 grader (alm. ovn)
- Bag kagen i ca. 30-40 minutter (bagetid afhænger af form) - tjek med en tandstik om kagen er gennembagt.
- Tag kagen ud og lad den afkøle helt på en bagerist.
Flødeost-top
- Pisk flødeost med flormelis, vanilje og citronskal.
- Smag til med citronsaft.
- Fordel flødeosttoppingen på den afkølede kage.
Helle Bang
Kan jeg bruge frossen squash?
Loui&bearnaisen
Hej Helle
Jeg har ikke testet det, men det burde du fint kunne :)
Mange hilsner
Louise
Ulla
Åh, lige hvad jeg manglede til vejfesten ❤️Tak !
Loui&bearnaisen
Hej Ulla,
Fantastisk - dejligt at høre, at du kunne bruge opskriften :-)
God vejfest!
Kim
Hej
Kan man bruge brun farin i stedet for muscivadosukker?
Og hvor meget ekstra skal jeg lave til en bradepande der er 32x40 cm 😀
Loui&bearnaisen
Hej Kim,
Ja, du kan godt bruge brun farin i stedet for.
Hmm, jeg tænker, at en dobbel portion til den størrelse bradepande er passende, men det er lidt svært at vurdere, da jeg ikke har bagt kagen i den størrelse.
Prøv det ad og sig endelig til, hvis du har flere spørgsmål.
Hav en fortsat god dag og fortæl os gerne om resultatet i en kommentar på bloggen :-)
Marianne Kristensen
Hej,
Jeg undrede mig ligesom andre over at der er natron i opskriften. Ligeså gjorde min mand der har været bager i 40 år. Så jeg skiftede 2 af de 3 dl olie ud med 225 gram græsk yoghurt. Resultatet blev en kage der hævede meget flot.
Vh
Marianne
A
Har du blot kagen til at stå på køkkenbordet i flere dage - også når der er flødeostecreme ovenpå? :-)
Loui&bearnaisen
Hej Agathe
Nej, ikke med flødeost på :) Men ellers så har jeg kagen til at stå på køkkenbordet dækket til.
Mange hilsner
Louise
Rikke Øgaard Pedersen
Hej tak for en god side. Jeg prøver at finde ud af hvorfor der er natron i opskriften (både natron og bagepulver),da natron bruges (aktiveres) i kombination med et syrligt produkt. På forhånd tak for svar og en god opskrift som er afprøvet.
Mvh. Rikke
Louiogbearnaisen
Hej Rikke,
Tak for din kommentar og fine ord - dejligt at høre, at du kan bruge opskrifterne på bloggen :-)
Ang. dit spørgsmål, så er natron er en base og jep, det aktiveres ved syre. Men det er ikke kun syrlige produkter som er det. Det er også mørkt sukker (muscovadosukker), som i opskriften her. Så udover bagepulver, så er natron tilsat for at gøre kagen endnu mere luftig - det er 3 gange stærkere end bagepulver. Skulle bagepulveret give samme "hævning", skulle der en massiv mængde i for samme resultat.
Og omvendt. Skulle der nok natron i til at give det resultat, så ville der ikke være nok syre til at neutralisere og kagen vil smage træls.
Så derfor er der både natron og bagepulver i - for at give det bedste resultat :-)
Håber mit svar kan hjælpe dig med at få afklaring på forholdet mellem natron og bagepulver :-)
Hav en skøn dag.
Henriette
Ej, det er lidt sjovt, jeg har lige været igennem det samme med mine props her i weekenden.
Efter at have taget dit helt fantastiske foodstylingkursus her i sommerferien blev der ryddet ud og der er allerede blevet mere overskueligt, når jeg skal vælge de "rigtige" props :)
Loui&bearnaisen
Hej Henriette
Det er fantastisk at have dig med på kurset :D
Ja, det gør en kæmpe forskel at få ryddet ud, selvom det godt kan være lidt en hård omgang ;) Jeg havde i hvert fald lyst til at beholde det meste bare fordi det var "gode fund".
Mange hilsner
Louise
Mette
Helt fantastiske billeder!
Loui&bearnaisen
Tusinde tak, Mette :)
Sabrina hansen
Den bager jeg da vist lige i weekenden. Tak inspirationen.
Mvh Sab