De bedste 10 opskrifter på lækkert brød til grillmad: foccacia, hvidløgsflutes, baguettes, hurtige madbrød uden gær.
Du står der.
Lad os sige kl. 15.17, en julidag i Føtex.
Kødet er klaret, salaten er pre-blandet, isen smidt i kurven og ligeledes rosén.
Du suser forbi køledisken.
Flutes eller brød til grillmad!
Klassiske mini flutes?
Naah.
2 pak hvidløgsflutes?
Arrh.
Det der tørre, rustikke brød?
Heller ikke.
Rundstykker..
Flutes og brød til grillmad er et must!
Og det må gerne være liiidt ekstra lækkert.
I hear you!
Så du får ikke bare ét flutes, men 10 brød til grillmad.
Selvfølgelig med de klassiske ingredienser, som hører sig til en godt madbrød:
- Hvidløg
- Krydderurter
- Ost
- Tomat
- Salt
Og jep, der er noget for både dig, som gider bruge 10 minutter og dig, som gerne krudter op i røremaskinen og kræser for brødet.
Lad os se på sagen: 10 brød til grillmad
Foccacia brød med tomat og rosmarin
Oh manner, det er brød som kan noget. Saftigt, blødt og kridhvidt. Haps! Perfekt madbrød til grill eller bare en stor skål pesto-dyp til frokost. Er du en ørn til grilleriet, så burde sådan en omgang foccacia sagtens kunne bages på grillen.
Okay, du er ikke tomattypen - foccacia kan varieres i det uendelige; Revet parmesanost, løg, krydderurter, oliven, kartoffelskiver, pepperoniskiver, hvidløg, skinke, bacon, soltørrede tomater.
Du giver bare gas.
Opskrift: Foccacia brød med tomat og rosmarin
Ostebrød med krydderurter og hvidløgssmør
Steaks, pøls eller ræ’tig krydrede (fedtede) ribs – det her ostebrød er en sikker vinder til den plan.
Husk servietterne. Eller endnu bedre den våde vaskeklud.
Det er ren kræs, det her ;-)
Opskrift: Ostebrød med krydderurter og hvidløgssmør
Pull apart brød med krydderurter, hvidløgssmør og ost
Fyld brødet, bag det og hap den ene skive efter den anden – helt uden, at du behøver finde hverken brødkniv eller smørelse frem.
Rustik, fedtet og lækkert. Og ingen ender op med at få den skive hvidløgsbrød med mangel på smør.
Sammen med en bøf, en lækker salat og det gode selskab, så kan du sagtens glemme alt om kartofler - det her pull apart brød klarer fint sagen.
Opskrift: Pull apart brød med krydderurter, hvidløgssmør og ost
Mini hvidløgsflutes med hvidløgssmør
En kombi. Fordi dig, der gerne vil klare flute-bagningen og hvidløgsmængden selv. De kan trække en del, de her mini-flutes, så du pøser bare i.
Og hey, er du ikke vild med heftig hvidløgsånde, så er kryddersmør også et hit heri.
Bag en bunke flutes og frys dem ned, så er brødene klaret for resten af sommeren.
Opskrift: Mini hvidløgsflutes med hvidløgssmør
Brød med soltørrede tomater, rosmarin og havsalt
Det der halve glas soltørrede tomater bagerst i køleskabet er perfekt til det her brød. Finder du en halv blok fetaost også, så smider du også bare den i.
Bag og der er brød - både til grillen, tapas og frokost.
Opskrift: Brød med soltørrede tomater, rosmarin og havsalt
Sodabrød med cheddar og rosmarin
Vi er ude i et brød uden gær, så det er lynhurtigt.
Rør sammen, ind i ovnen, bag og spis. Det madbrød, som redder dig når gæsterne vælter ind af døren. 2 timer før aftalt. Med den store flaske sangria og højt humør. Fordi det endelig er 30 grader og det skal bare udnyttes.
Men hey, en advarsel inden du kaster dig ud i den her basse af et sodabrød.
Hvis du forestiller dig et gærbrød med fyld, så bliver du snydt. Ikke kun på konsistens, men også på smag. Soda brød smager helt specielt, da det er bagt på natron og bagepulver.
Men.
Giv det en chance.
Alt dur i 30 grader og godt selskab :-)
Opskrift: Sodabrød med cheddar og rosmarin
Sprøde baguettes
Som sagt, der er dig, hvor det madbrød bare skal flyve ind på bordet. Og så er der dig, som kræser ekstra meget om sagen.
Det her er til dig.
Min. 13 timer, skal du sætte af til de her 4 baguettes.
Men så får du altså også både huller, sej krumme og sprød skorpe. Du ved, det helt rigtige flutes, som gæsterne taler om langt ind i efteråret.
Det er ren blær. Og smager fantastisk!
Opskrift: Sprøde baguettes
Brød med semidried tomater, basilikum, ost og salt
Når du har bagt pizza på grillen i 3 stive dage, stadig ligger inde med en rest dej og er klar på et topmættende madbrød, som sparker benene væk under enhver.
Wauw, det er et hit, det her brød.
Smeltet, frisk mozzarella, solmodne tomater, basilikum fra potten på terrassen og rigelig havsalt - alt samlet i ét brød.
Det er slet ikke dumt til en krydret grillpøls.
Just sayin'.
Opskrift: Brød med semidried tomater, basilikum, ost og salt
Spansk brød
Tapasbrød, brydebrød, spansk brød - den runde sag her klarer alle navne og middage.
Igen er vi ude i en halv langsom sag, som kræver nogle timer i skålen.
Well...gider man?
Giv det et skud - jeg garanterer dig, et brød med smæk på smagen, sej krumme og de store prale-huller.
Opskrift: Spansk brød
Nemt hvidløgsbrød
De fleste af os er med ombord og har spist os gennem (kilo)metervis af sagen.
Hvidløgsbrød.
Knasende, blødt, salt, skarpt, sødt og bare helt igennem genialt.
Nemmest er det at hive posen med de to færdigbiksede flutes op af køledisken. Men skal du lige prale lidt ekstra henover sommerens rosé, så napper du det her hvidløgsbrød.
Og ja, det er lige præcis så nemt, som det ser ud.
Opskrift: Hvidløgsbrød
10 salater og tilbehør til grillmad
Dit brød til grillmaden er klaret.
Skal den klassiske salat spices op også?
Salater til grillmad skal være sprøde, knasende og friske – det går nu bedst i spænd med grill.
Og så skal de allerhelst kunne laves i en ruf.
Ingen gider blive efterladt i køkkenet, mens de andre hænger ud på terrassen, drikker kolde øl, sipper rosé og skraldgriner.
I hear you!
Så, salater og tilbehør til din grillmad?
Jeg har fundet de bedste frem og hooked’ dem op med, hvad de nu bedst passer til. Du ved; oksekød, svinekød, fisk, grillpølser..
Du kan selvfølgelig bruge salaterne til det hele, men nogle ting er bare bedre venner end andre.
Tjek de bedste salater til grillmad ud her.
TOP 10 MADPAKKE-FAVORITTER:
Få vores 10 bedste madpakkeopskrifter og 4 ekstra til lækkersulten, der sidst på eftermiddagen.
Skriv en kommentar